Af: David Clutterbuck
Selv meget erfarne mentorer indrømmer, at de ikke altid evner at gå nok i dybden i deres samtaler med mentee. Ligeledes, at de ikke altid formår at udfordre dem. Mentorer føler, at de holdes tilbage på grund af risikoen for at komme til at åbne op for følelsesmæssige områder, der kræver en indgriben fra en mere professionel person.
Udbyttet af samtalen er begrænset for både mentor og mentee, hvis ting forbliver usagte. Dette kan bunde i en uklar forventningsafstemning omkring afgrænsning af emner og spilleregler. Selvom mentor har en passende mængde erfaring inden for rådgivning og terapi, skal det altid overveje, om han/hun er den passende person til at hjælpe mentee med sit problem.
I sådanne tilfælde, kan jeg gennem mit arbejde som coach-supervisor konkludere, at mere end 60% af de erfarne coaches henviser deres klienter til en mere specialiseret kollega.
Mentor skal også være forsigtige med ikke at blive for påtrængende i forhold til mentees privatliv og indre verden. Relevansprincippet er kernen i forhold til at skabe en korrekt balance mellem at hjælpe mentee med at forstå sig selv i forhold til den aktuelle kontekst, og for eksempel spørge ind til mentees familiære forhold.
Det betyder samtidig ikke, at mentor sammen med mentee skal undgå at snakke om følelsesladede problemer, der kan påvirke mentees mulighed for at nå mål i livet eller på arbejdspladsen. Det ses i mange situationer, at mentee udskyder eller helt lader være med at søge rådgivning eller terapi, hvis ikke de bliver hjulpet på vej af en empatisk lytter, der evner at skabe et sikkert rum, hvori mentee kan udtrykke sig omkring sine problemer og følelser.
Mentor bør være opmærksom på opstigende følelser, og heraf skabe et rum for mentee, hvor der er plads til, at mentee kan lukke disse ud, hvis han/hun har lyst til det. Jo svære og mere direkte spørgsmålene er, jo nemmere er det at få dette til at ske. For mange år siden, da jeg tog min egnen supervisor uddannelse, observerede jeg, at de fleste af klienterne græd under mine coaching sessioner. Responsen var: ”Nu er du nået en tilstrækkelig dybde i samtalen”. Sommetider skal der måske en mild opmuntring til at nå denne. For eksempel: ”Jeg føler, at det tyder på, at der er noget som du længe har haft lyst til at sige til dig selv. Er dette ikke et godt tidspunkt at sige det på? ”.
Når mentee åbner op, er det vigtigt, at mentor har en strategi for, hvorledes han/hun vil behandle situationen. Strategien kan være meget simpel: lyt og hold tilbage med ikke at sige for meget (kropsholdning og opmærksomhed er alt, hvad der skal til); hjælp dem til at beslutte, hvad de vil ud fra det, som de har røbet for dig.
Nøglespørgsmål i sådanne situationer kan være:
- Fortæller du mig dette, fordi du føler dig klar til at arbejde med dine problemer?
- Hvilken slags hjælp kunne du godt tænke dig?
Mentee ved ofte selv, hvad de skal gøre for at løse deres problem, og italesættelse af problemet kan hjælpe dem til at fokusere på at løse det selv. Alt hvad de behøver fra mentor er inputs til taktikker eller, at mentor lytter til dem. Sommetider er det tydeligt, at problemet er relateret til et dybere, og måske et mere traumatisk og kompleks problem, hvilket er uden for grænsefladerne for mentoring. I sådanne situationer, bør mentor hjælpe mentee med at finde passende hjælp.
Frit oversat fra “Does fear of opening up something you can’t handle hold you back from asking tough questions?” af David Clutterbuck, 2018
