Mig og min mentor: Som leder kan du ikke altid det hele
Af: Amalie Lindqvist Nielsen, 19. oktober, 2020
At skulle starte som leder for første gang kan være en udfordrende opgave for de fleste. Dette var også tilfældet for David Rajesh Granum-Eriksen, da han i 2019 stod over for sit første lederjob i Danske Bank. Mentorforløbet med den erfarne leder Mette Frosch-Hansen har været med til at ruste og forberede ham til sin nye rolle som leder
Som ny leder forventes det ofte, at man kan rigtig mange ting, som man ikke nødvendigvis kan. Den opfattelse deler David, og det var bl.a. en af de ting, der gjorde, at han valgte at få en mentor. Valget faldt på en ekstern mentor frem for en mentor fra egen organisation, fordi David ønskede at kunne dele erfaringer og vende problemstillinger med en, som havde en frisk tavle i forhold til den kultur, som naturligt bliver skabt i de fleste organisationer. Ifølge Mette er det en af de ting, der er spændende som mentor, at man skal sætte sig ind i og lære om en helt anden type virksomhed og virksomhedskultur end ens egen.
Davids mentorforløb med Mette har blandt andet fået ham til at reflektere over, hvilken type leder han ønsker at være. Det er et spørgsmål, som han mener, meget få ledere har fået stillet sig selv. Som noget af det første i deres mentorforløb lavede de en SWOT-analyse over gode ledere i løbet af deres karriere, hvilket var et rigtig godt værktøj i forhold til at reflektere over, hvilken leder man selv gerne vil være.
”Jeg tror, at man som leder skal huske, at alle starter et sted og, at alle selv har set op til nogen, som har kunnet noget mere end en selv. Det må man aldrig glemme, fordi så tror jeg, at man bliver en dårligere leder. Mette fik mig til at tænke over, hvilken leder det er, jeg gerne vil være, hvad har de bedste kunnet, og hvad er det jeg vil tage med videre fra dem”, siger David.
At få en mentor kræver mod
Både Mette og David er enige om, at det er vigtigt, at man bør overveje, hvad en mentor kan gøre for ens udvikling som leder, før man indgår i et mentorforløb. Ifølge David kræver det også mod at søge en mentor.
”Der er nok mange, som når de får en ny lederstilling, tror de kan det hele, og det skal jeg være ærlig og sige, at det troede jeg da også til dels. Men jeg måtte erkende, at det kunne jeg ikke. Så det handler meget om mod i forhold til at erkende, at man har brug for en mentor, og så handler det om at åbne sit sind op for at lære noget nyt, som kan give en noget mere”, siger David.
I den finansielle sektor er der ikke to dage, som er ens, og det skaber nye situationer og dilemmaer hele tiden. David har derfor haft stor gavn af de samtaler, som han haft med Mette, fordi han har åbnet sit sind for at lære noget nyt og trukket på de erfaringer, hun har gjort sig igennem sin karriere. Ifølge Mette er det at være mentor og beskæftige sig med ledelse spændende, fordi emnet er i konstant forandring.
”Organisationer og medarbejderne ændrer sig jo hele tiden, og derfor er der hele tiden noget nyt at lære og noget nyt at lære videre”, siger Mette.
At finde sin egen vej
Der er ikke to mentorforløb, der er ens. Det afspejler sig også i David og Mettes mentorforløb. De planlagde ikke deres møders indhold fra starten, men der har stadig været en rød tråd gennem forløbet, som er blevet tilpasset hen af vejen. Især David er glad for forløbets løse struktur, da han inden forløbets start frygtede et forløb, der var planlagt fra A-Z. Han blev derfor positivt overrasket over den mere menneskelige tilgang, og et forløb der i højere grad var tilpasset lige netop ham.
”Jeg tror, at vi har haft meget god glæde af at få tingene til at flyde ud fra at få tingene til at passe ind i min situation. Mette har været rigtig god til at finde interessante artikler og andre perspektiver på det med ledelse”, siger David.
Da Corona ramte, gav det anledning til at tale om nogle helt nye udfordringer i forhold til ledelse, som bestemt også var relevant for mentorparret at vende. Ifølge Mette gav det anledning til nogle gode samtaler om emnet distanceledelse, som kan være nyt for mange.
Livslang læring
Mette har, udover at have været leder i mere end 35 år, de seneste par år lavet frivilligt arbejde på fuldtid. En af de ting, hun arbejder med som frivillig, er at være mentor. Efter 40 år på arbejdsmarkedet ønskede hun, at give noget af al den erfaring hun havde samlet videre. Ifølge Mette er det givende at lære noget om andre kulturer og organisationer. Derudover ligger der også en personlig gevinst i at høre fra ens mentee, hvad det er, de har fået ud af forløbet, og se hvad det er man har givet videre.
”Det har været utrolig spændende at sætte mig ind i en anden type virksomhed, og de ting som David ville drøfte. Altså i det hele taget at kunne bidrage med nogle byggesten til et andet menneskes karriere. Det er jo helt fantastisk”, siger Mette.
Både Mette og David er enige i, at hele mentorforløbet består af mange aha oplevelser, fordi man har lært noget hele tiden. For Mette var det dog især interessant at få lov at få et indblik i en helt anden organisations- og ledelseskultur. ”Den sidste organisation jeg har været i, der var jeg i 18 år og har derfor været meget påvirket af den kultur. Så det har både været interessant og lærerigt for mig at høre om den kultur, som er i Danske Bank”, siger Mette.
For David har den største øjenåbner i mentorforløbet været at kunne reflektere over, hvilken leder han gerne vil være. Han er blevet bevidst om, at det er en mulighed at lave om på nogle ting, og igennem mentorforløbet har han fået en værktøjskasse, som han kan benytte i sin rolle som leder. Både David og Mette er enige i, at forløbet har været utrolig givende, og de tager begge ting med videre fra forløbet.